Hverdagen går slag i slag. Du har dit arbejde – han har sit. I aftaler hente og bringe i børnehaven, eller vuggestuen – I fordeler indkøb, rengøring og havearbejde imellem jer.
Det hele fungerer, men du savner også noget. Hvor er kyssene? De inspirerende samtale? Hans hånd om din skulder – hans hånd i din? Du har hørt at det er en god ide at planlægge sex, men du orker ikke rigtig – og han er heller ikke så hot som han var, da I mødte hinanden.
Men hvad kan du gøre nu? Er I på vej mod skilsmisse? Er det der I er, eller er der ikke noget I kan gøre først?
Der er mange muligheder for at gøre noget. Og det første skridt er, at du og din partner bliver enige om, at der er noget I skal gøre – og at I skal prioritere at gøre det sammen. Læs med her.
Tal med din partner om, hvad I begge vil have ud af forholdet, og hvad jeres individuelle behov er
At få gnisten tilbage i forholdet, begynder med en samtale. I skal tale om, hvad I hver især har brug for i jeres forhold, og hvad I gerne vil have ud af det. I kan for eksempel tale om, hvad det var der bragte jer sammen i sin tid; hvad var det, der fascinerede jer ved den anden? Den energi kan I måske genfinde.
Og her er det vigtigt at I taler fuldstændig ærligt om jeres ønsker og drømme, men også at I bliver på jeres egen banehalvdel, og ikke dømmer den anden. Kortlæg, hvor I er hver især, og byg bro imellem jeres ønsker og forventninger, så I får lagt grunden for en fælles fremtid.
Giv tid til hinanden hver dag, selvom det blot er et par minutter
I en travl hverdag kan det være svært at finde tid til hinanden, men det er rigtig godt givet ud. Et blik, en anerkendende bemærkning, et knus, en varm kop kaffe. Alle disse ting er måder at bemærke din partner i løbet af en dag. Og hvis du begynder at give opmærksomhed, vil din partner opleve, hvordan det føles at blive set og hørt – og måske begynde igen. Et sted at starte er at spørge din partner: ”Hvordan har du det?”
Planlæg regelmæssige date-aftener eller weekender sammen
Til hverdag kan det være svært at skabe tid og rum for at du og din partner kan være alene sammen. Men så skab pladsen: Skaf børnepasning en aften eller en weekend, og tag på eventyr – bare jer to. Det kan være alle mulige aktiviteter – en god middag, en koncert, et kroophold, en tur på bar.
Det behøver ikke at være noget dyrt; det handler om at skabe plads til jer to sammen, hvor I kan tale med hinanden og holde jeres kontakt til hinanden ved lige. På den måde får I skabt et fællesskab imellem jer, som er guld værd, og som vil komme jer til gode i de svære tider.
Hold romantikken i live
Romantikken bragte jer sammen i sin tid, og den skal I genopdage. Gå en tur sammen, skriv kærlighedsbreve, eller send blomster til hinanden. Overrask hinanden med en lille opmærksomhed. Og igen; dyre gaver er da fede – men her er det fantasien og tanken, der tæller. Vælg en gave eller en opmærksomhed, der viser at du ser din partner, og hvad han har brug for. At du forstår ham og hans behov.
Og vær ikke bange for at sætte ord på, hvad du selv ønsker dig. Mange mænd har nemmere ved at finde gode ting at give, hvis de bliver ledt på vej. Så send nogle signaler til ham, om hvad du godt kan lide. Så er der større chance for at du får det.
Prøv nye ting sammen for at holde tingene spændende
I er fundamentet for jeres fælles liv. Hvad I har af børn, hus og ting, har I skabt sammen. Og hvis det skal blive ved med at køre, skal jeres fælles fundament være stærkt.
Og en måde at styrke fundamentet er, at I prøver nogle nye ting sammen. Prøv et faldskærmsudspring, start til et spanskkursus, gå til tango. I kommer til at se hinanden i nye situationer, og I får nye fælles oplevelser. Uanset hvad I laver, er det med til at opbygge og vedligeholde jeres fælles historie, og skabe nye eventyr.
At invitere til at gøre noget sammen er også et signal til din partner: Jeg vil gerne dig – og os!
Gør en indsats for at holde dit sexliv sjovt og interessant
Et godt sexliv er nødvendigt for et godt parforhold. Og det er ikke mange par, som bliver sammen på længere sigt, hvis de holder op med at have sex. For så er I ikke længere et kærestepar – så er I gode venner, og det var jo ikke det, I købte ind på fra starten.
Hvis jeres sexliv fungerer rigtig godt, så er det helt perfekt. Bliv ved med at have det sådan! Men for mange par løber det med sex lidt ud i sandet med tiden, og man holder op med at gøre sig umage for hinanden.
Så hvis I er blevet lidt fremmede for hinanden, så prøv at genopdyrke det. Sæt tid af til at være sammen, og skab en romantisk ramme for jeres samvær med stearinlys, musik. Start måske med massage for bare at mærke hinanden. Og lad være med at forcere noget; bare lad det komme. Og overvej at købe en time med en sexolog for at få ny inspiration for at komme i gang.
Vær støttende over for din partner og vis interesse for deres hobbyer og aktiviteter
Hvis din partner har noget, som han brænder for, så prøv at forstå hans fascination. Der er garanteret noget, som du kan lære om ham ved at forstå hans hobby bedre. Det kan også være en måde, du kan genopdage, hvad det var der fascinerede dig i sin tid.
Og hvis din partner oplever at du er interesseret i hans hobby, vil han sikkert også give noget den anden vej. Og han vil føle at du ser ham og det, han står for. Vores hobbyer viser tit noget om, hvem vi er som mennesker, og det er oftest noget godt.
Pas på dig selv både fysisk og følelsesmæssigt
Der er meget du kan gøre for at genoprette forbindelsen til din partner, men det er også vigtigt at du passer på dig selv. Du kan prøve at byde på dig selv og tage initiativ, men der skal også komme noget den anden vej fra din partner – det går begge veje. Så husk, at det ikke alene er dit ansvar at tingene kommer til at gå bedre. Men du kan starte med at invitere til en snak om det – så er I i gang.